Amerikansk Fodbold Regler – En Kort Gennemgang

 

Amerikansk fodbold er en sportsgren, der er videreudviklet fra rugby. Spillet går ud på at løbe eller gribe bolden inden for modstanderens målfelt, eller sparke bolden i modstanderens mål. I modsætning til almindelig fodbold dribles der ikke med fødderne, men bolden føres frem af banen, enten ved at blive båret eller kastet og grebet. Det er tilladt at tackle ind på kroppen. Bolden er aflang, og egner sig derfor bedre til kast end til at trille på jorden. Sporten har langt størst udbredelse i Nordamerika, hvor NFL-ligaen tiltrækker de bedste spillere.

 

For udenforstående kan det godt se lidt sjovt ud, når to rækker velpolstrede fyre stiller sig op, og på dommerens signal løber ind i hinanden. Faktisk virker det som om, at spillet drejer sig om at nedlægge enhver, der bevæger sig. Kigger du godt efter får du måske øje på en deform bold, og når denne bold ligger dybt begravet, under en bunke spillere stopper dommeren løjerne igen, og man starter forfra.

 

Amerikansk Fodbold er en meget fysisk sport. Dét, der gør det sjovt at spille er, at man kommer af med sin opsparede energi, og helt lovligt får lov til at tæve løs på hinanden. Næsten alt er tilladt i Amerikansk Fodbold, undtagen at slå med knytnæver og og sparke. Man må kaste sig i benene på en spiller, der er i løb, og man må gribe fat i en mand med begge hænder, og kyle ham i jorden. Det ligner lidt organiseret slagsmål, men samtidig er det faktisk også en meget taktisk sport, hvor hver spiller har sin egen specielle rolle – nærmest som i et skakspil. Du vil derfor se, at hver gang der er spilstop, så stikker spillerne hovederne sammen, og aftaler næste “træk”.

 

Amerikansk fodbold kan være ganske fornøjeligt at kigge på, men det er endnu sjovere, når du ved lidt lidt mere om, hvad det hele går ud på.

 

Her er en kort gennemgang omkring reglerne for Amerikansk fodbold:

 

 

Amerikansk Fodbold regler – Spillets rammer

Amerikansk fodbold spilles på en bane, som måler 120×50 yards (ca.110×45 meter), og ligesom i europæisk fodbold, har hvert hold et mål i hver ende af banen. Et hold består af 45 spillere, men kun 11 af disse er på banen samtidig. Hver spiller har en helt fast veldefineret rolle og specifik position. Ingen spillere er med både i forsvar og angreb. Når et hold mister bolden, løber de 11 angribere ud, og 11 forsvarer løber ind.

En kamp spilles i fire perioder, som kaldes quarters, med hver 12 minutters effektiv spilletid. Ved slutningen af 1. og 3. quarter bytter holdene banehalvdel uden yderligere pause, og efter 2. quarter er der halvlegspause på 20 minutter. Den effektive spilletid betyder, at en kamp typisk vil tage 2-3 timer.

 

 

Amerikansk Fodbold regler – Spillets forløb

Grundlæggende er amerikansk fodbold en kamp om territorium. Målet for holdet der har bolden(angrebet), er at bevæge sig frem mod modstandernes mållinje. Når denne bliver krydset, scorer man en touchdown, der giver de maksimale seks point.

 

– Angrebet

Spillet er organiseret som en række af forsøg (downs) på at bevæge bolden frem. Mellem hvert forsøg er der en 25 sekunders pause, hvor angrebet kan planlægge deres næste træk. Angrebet har fire ‘downs’ til at avancere 10 yards (ca. 9 meter) frem af banen. Hvis dette lykkes, uanset på hvilket af de fire forsøg, får angrebet fire nye forsøg til at nå yderligere 10 yards – og så fremdeles.

Hvis man efter de 3 første forsøg ikke har nået de 10 yards, kan man bruge 4. forsøg på enten at prøve igen, eller man kan sparke bolden langt ned på modstanderens banehalvdel for at give dårligere udgangsposition til modstanderholdet, eller man kan (hvis man er indenfor rækkevidde) sparke på mål (kaldet et field goal).

Hvis det ikke lykkes angrebsholdet at flytte bolden de 10 yards, overtager modstanderne bolden der, hvor det sidste forsøg endte.

Spillet sættes i gang ved at bolden rækkes bagud mellem benene til “Quarterback’en”, der er den spiller på holdet, der dirigerer angrebsspillet. Quarterback’en kan enten aflevere bolden bagud til en “Runningback”, der løber fremad med bolden indtil han tackles.

Eller også kan Quarterback’en vælge at kaste bolden fremad blandt venner og fjender til en brugbar angriber, f.eks. en “Wide Receiver”, en “Runningback” eller en “Tight End”. Det siger sig selv, at man kan vinde mest terræn ved at kaste bolden fremad, men risikoen er også større for, at en modspiller griber bolden i luften (interception) – Ved interception vinder modstanderholdet bolden, og så går det pludselig hurtigt den anden vej.

På et ‘løbe-spil’ forsøger boldholderens (running backen) holdkammerater, at skabe en vej gennem forsvaret ved at skubbe og blokere forsvarsspillerne. Til at begynde med kan dette se noget kaotisk og tilfældigt ud, men faktisk er det nøje planlagt. Hver mand har en specifik opgave og ved præcist, hvem han skal blokere hvorhen. Runningbacken løber så langt han kan , indtil han bliver tacklet. Derefter placeres bolden på det punkt han nåede frem til, og fire nye forsøg opnås, hvis angrebet har nået de 10 yards.

Hvis bolden skal kastes, vil kasteren (quarterbacken) løbe lidt bagud, siden man kun må kaste bolden fra en position bag den linje hvor den lå ved forsøgets begyndelse. En mur af spillere (den offensive linje) former sig foran quarterbacken, for at give ham tid til at finde sit mål nede af banen. Målene er spillere (receivers) der løber ned af banen på forudbestemte ruter, for at bryde fri af forsvarets opdækning. Hvis et kast bliver grebet, må receiveren fortsætte sit løb mod mållinjen, indtil han bliver tacklet. Hvis han ikke bliver tacklet ender han med at score en touch down.

Men hvis bolden bliver tabt, eller flyver forbi målet, vil bolden efterfølgende blive placeret tilbage på linjen hvor den lå da forsøget startede. Altså rykker man ikke fremad når bolden ikke gribes.

De eneste spillere, der ikke må tage imod en aflevering, er de indre linemen – “Tackels”, “Guards” og “Center” – og “Quarterbacken” (hvis han allerede har haft bolden ved et direkte snap fra centeren).

 

– Forsvaret

Det er forsvarets opgave at stoppe angrebet fra at rykke frem af banen, og ultimativt at score. For at opnå dette, må de elleve forsvarsspillere samarbejde for at dække hele banen. De skal også koordinere forfølgelsen af boldholderen, så han ikke får noget plads til at løbe på.

På et løbespil skal de forreste syv spillere på forsvaret (den defensive linje og linebackerne) slippe fri fra angrebets blokeringer, finde runningbacken og tackle ham. En tackling udføres kort fortalt ved at bøje i benene, og eksplodere med skulderen ind i boldholderen, mens man griber fat med begge arme. Hvis den første kontakt ikke vælter boldholderen, må forsvarsspilleren bryde eller trække ham til jorden. Spillet stopper, når boldholderen berører jorden med andet end sine hænder og fødder.

Forsvarsspillere må ikke slå eller sparke, og det er forbudt at gribe fat i modstanderens hjelm. Derimod må man gerne hive i modstanderens trøje, og trække ham ned. Hvis det lykkes forsvarsspillerne at slå bolden ud af boldholderens hænder, kaldes det en fumble. Bolden er derefter ‘fri’ og forsvarsspillerne kan samle den op, og løbe i den modsatte retning af angrebet, og måske selv score. Dette kaldes en ‘turnover’ og er et afgørende moment i amerikansk fodbold kampe.

På kastespil forsøger de forreste forsvarsspillere (den defensive linje) at nå frem til quarterbacken. De prøver at tackle ham inden han kan nå at kaste bolden, lykkes det, kaldes det for et ‘sack’. Et sack placerer angrebet længere væk fra deres mål, end de var på det foregående forsøg, og er således et yderst effektivt spil for forsvaret.

De resterende forsvarsspillere (linebackerne og de defensive backs) forsøger at dække receiverne. Dette kan enten gøres, ved at dele banen op i forskellige zoner, ved at hver forsvarer dækker en bestemt mand, eller en kombination af de to. Når bolden først er i luften, må forsvarsspillerne ikke røre receiverne. I stedet må de forsøge at bryde boldens bane, for at slå den i jorden, eller gribe den selv. Det sidste kaldes for en interception, og er også en turnover, og derfor et kæmpe spil for forsvaret.

 

 

Amerikansk Fodbold regler – Scoringer i Amerikansk Fodbold

I Amerikansk Fodbold kan et hold score på indtil flere måder, der hver især giver et forskelligt antal point:

Touchdown: 6 point
Det der bedst kan betale sig er at score et “Touch down”. Det giver 6 point. Det gøres enten ved at løbe over modstanderens mållinie (og ind i endzone) med bolden, eller ved at kaste bolden til en medspiller, der allerede befinder sig der.

Ekstra point: 1 point
Når et hold scorer et “Touch down”, får det mulighed for at score et “Extra Point”, ved at sparke bolden i mål mellem modstanderens to lodrette stænger. Sparkets længde er på 20 yards.

Ekstra point: 2 point
Man kan også vælge at forsøge en “twopoint-conversion” der er ét ekstra forsøg på at løbe eller kaste bolden fra 3-yard linien. Det giver to points.

Field goal / kick: 3 point
Et hold kan opgive at nå modstanderens “end-zone”, og i stedet prøve at score et “Field Goal”, der giver 3 point. Til dette formål har holdet som regel en specialist – en “kicker” – hvis eneste opgave er at sparke bolden i mål. Den mest kendte dansker i Amerikansk Fodbold Morten Andersen var en sådan en kicker specialist.

Safety: 2 point

Endelig kan et hold score “to points for en safety”, ved at presse modstanderens angreb ned i modstanderens egen end-zone. Det svarer til en slags selvmål.

 


Du kan følge med i de seneste NFL Nyheder Her

 

TILMELD "GODE TIPS 4 YOU" NYHEDSBREV
I agree to have my personal information transfered to MailChimp ( more information )
Modtag "Gode Tips 4 You" Nyhedsbrev ca. 1 gang om måneden, hvor du får en oversigt over nye artikler på Gode Tips 4 You. Der kommer ca. 15-20 nye artikler hver måned med spændende og brugbare tips, som kan gøre din hverdag lettere.
VI HADER SPAM. Din email vil selvfølgelig aldrig blive delt eller solgt til 3. part.
Submit your review
1
2
3
4
5
Submit
     
Cancel

Create your own review

Gode Tips 4 You
Average rating:  
 0 reviews