Louisiana Museum – En Attraktion i Verdensklasse

 

Den danske forretningsmand og kunstsamler Knud W. Jensen købte i 1955 patriciervillaen Louisiana med en stor park direkte ned til Øresund. I forbindelse med købet af Louisiana ville Knud W. Jensen opføre et museum for moderne kunst. Han kontaktede i denne forbindelse Jørn Utzon, der imidlertid var travlt optaget, da han lige havde vundet konkurrencen om Operahuset i Sydney. Jørn Utzon anbefalede i stedet arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, der fik tildelt opgaven.

 

Det var et krav fra Knud W. Jensen, at museumsbygningen skulle tilpasses parken med de gamle træer, skovsø og udsigten over Øresund. Derfor gik Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert i månedsvis rundt på grunden og udforskede parklandskabet, inden de begyndte at tegne projektet. Museets første etape bestod af en række udstillingspavilloner forbundet med lange glaskorridorer, og Louisiana museum kunne åbne i 1958.

 

Senere udvidelser omfatter bl.a. en koncertsal og en sydfløj, der er forbundet med nordfløjen gennem en underjordisk fløj, samt Børnehuset. Museet udvidede i 1998 med nye publikumsfaciliteter og en museumsbutik, tegnet af Claus Wohlert.

 

Louisiana er kendetegnet ved simple materialer, hvidt murværk, flisebelægning, træsorten oregon pine, og bærende konstruktioner i sort træ. Derudover er bygningernes vældige termovinduer, og det flade tag karakteristisk for museet. I kraft af sine bygninger og beliggenhed opleves Louisiana ikke blot som et museum af nutidskunst, men som et samspil mellem kunst, landskabet og arkitekturen.

 

Knud W. Jensen var direktør for Louisiana Museum frem til 1991, og han døde i år 2000. Fra starten var det Knud W. Jensens vision at skabe et museum med sjæl, hvor kunsten kunne komme publikum i møde, på en nem måde, der kunne medvirke til at levendegøre og berige miljøet.

 

Det må i den grad siges at være lykkes, og Louisiana Museum er i dag en attraktion i verdensklasse med over 500.000 besøgene årligt. Populariteten skyldes i høj grad museets evne til at kombinere spændende kunst med arkitektur i verdensklasse, samtidig med, at Louisiana museum har omgivelser, der i sjælden grad spiller sammen med kunst og bygninger.

 

Louisianas skulpturpark er legendarisk. I den smukke park med de gamle træer er opstillet omkring 60 værker af kunstnere som Jean Arp, Max Bill, Alexander Calder, Max Ernst, Henri Laurens, Joan Miró og Henry Moore. Skulpturerne er enten opstillet, så de kan betragtes indefra, eller de er placeret i særlige skulpturgårde. Andre værker står frit i parken i smukt samspil med græs, træer og vand.

 

At træde ind på Louisiana museum kan man nærmest sammenligne med at træde ind i en smuk kirke. Sanseindtrykkene fra billeder, skulpturer, parken og udsynet over vandet, som de store panoramavinduer trækker ind i bygningen, rammer meget stærkt, når man besøger museet første gang, og lader de færreste nye besøgene uberørt. Selvom Louisiana udover den permanente samling også typisk har 6-8 forskellige særudstillinger om året, så er det ofte også stedet og stemningen, der får folk til at vende tilbage igen og igen.

 

Såfremt man vil kombinere et besøg på Louisiana museum med en tur i områdets smukke natur, så er der flere turmuligheder i området. Fra Louisiana kan man følge en sti mod nord til Gammel Humlebæk, og derfra følge vejen til Babylonskoven, forbi det gamle fiskerleje med de smukke huse, der også er fredede. Man kan også gå over Strandvejen, og ind i den lille Hejreskov, eller over Kystbanen og ind i Kirkeskov/Kalvehave.

 

Her er et link til Louisiana Museum

 

TILMELD "GODE TIPS 4 YOU" NYHEDSBREV
I agree to have my personal information transfered to MailChimp ( more information )
Modtag "Gode Tips 4 You" Nyhedsbrev ca. 1 gang om måneden, hvor du får en oversigt over nye artikler på Gode Tips 4 You. Der kommer ca. 15-20 nye artikler hver måned med spændende og brugbare tips, som kan gøre din hverdag lettere.
VI HADER SPAM. Din email vil selvfølgelig aldrig blive delt eller solgt til 3. part.
Submit your review
1
2
3
4
5
Submit
     
Cancel

Create your own review

Gode Tips 4 You
Average rating:  
 0 reviews