Rengøring – Spar Tid På Rengøring

 

Er du også en af dem, der føler, at du bruger alt for meget af din tid på rengøring, når du hellere ville bruge nogen af rengøringstiden på familie, fritid og afslapning ?

Så skal du måske overveje at planlægge/udføre din rengøring lidt anderledes, for du KAN faktisk spare meget tid på rengøring, såfremt du indretter/planlægger rengøringen på den rigtige måde. Når man vil spare tid på rengøring handler det ofte om at indrette boligen mere rengøringsvenligt, at prioritere rengøringen og undgå for meget “unødig rengøring”, samt at gøre rengøringen til en fællesopgave for alle i familien

 

Her er nogen gode tips til, hvordan du kan spare tid på rengøring:

 

1. Skær ned på ’æstetisk’ rengøring.

Prioritér hygiejnisk og sikkerhedsmæssig rengøring frem for den æstetiske rengøring. Ved æstetisk rengøring forstås den rengøring, der sørger for, at boligen fremstår smuk og skinnende ren. Den æstetiske rengøring har ingen sundhedsmæssig funktion, men den er mest af kosmetisk art.

 

Når du gør rent, kan du skelne mellem:

  • Hygiejnisk rengøring – Skal sikre, at der ikke er direkte sundhedsfare i dit hjem. Det er eksempelvis aftørring/rengøring af beskidte overflader, så du undgår bakterievækst, samt udluftning af boligen, så du minimerer skimmelvækst.
  • Rengøring, der vedligeholder – Det er eksempelvis rengøring af træbordplader og linoleumsgulv med sæbevand, så sæben danner en hinde på overfladen, og gør rengøringen nemmere fremover.
  • Sikkerhedsmæssig rengøring – Rengøring der sikrer, at ingen kommer til skade i dit hjem, eksempelvis falder i fedtrester, eller rester af rengøringsmidler på gulvet. Fjernelse af effekter man kan falde over.
  • Æstetisk rengøring – Det er som nævnt rengøring, der sørger for, at boligen fremstår smuk og skinnende ren. Den æstetiske rengøring har ingen sundhedsmæssig funktion, men er mest for at gøre boligen flot og indbydende.

Det karakteristiske er, at den nødvendige rengøring – altså den hygiejniske og sikkerhedsmæssige rengøring – ikke tager lang tid, mens den mindre nødvendige æstetiske rengøring ofte er den rengøring, der tager den længste tid. Men da resultatet af den æstetiske rengøring ofte er den med det mest synlige resultat, så har mange en tendens til at prioritere den æstetiske rengøring.

 

Hvis du derfor gerne vil bruge mindre tid på rengøring, så bør du overveje at gennemgå din bolig og vurdere, hvor du kan skære ned på den æstetiske rengøring. Det kan eksempelvis være:

– Mindre ofte at pudse vinduer og spejle.
– Mindre ofte aftørring og støvsugning af rene overflader.
– Mindre ofte blankpolering af den glaskeramiske kogeplade.
– Mindre ofte blankpolering af køkken- og toiletvasken.
– Mindre ofte pudsning af messingting i boligen.

 

2. Indret boligen rengøringsvenligt

Rengøring af gulve er den del af rengøringen, man ofte bruger mest tid på, så her er der en del tid at spare, ved gøre gulvene nemme at komme til og hurtige at rengøre. Når du skal gøre gulvene nemme at rengøre, så overvej at:

  • Hænge ting op. Gennemgå huset for ting, der ligger og står på gulvet, og hæng så meget som muligt op – eksempelvis kost, fejeskuffe og moppe, eller en kurv til huer og
    handsker. En reol til sko.
  • Sætte store planter på rulleplader, så de nemt kan flyttes, når gulvet rengøres.
  • Skjule ledninger. Saml ledninger fra eksempelvis køkkenapparater med bånd, og fastgør ledninger ved gulvet med kabelsøm over fodpanelerne, så gulvet er ledningsfrit.
  • Vælge glatte gulve frem for gulvtæpper, så du kan bruge en fladmoppe af mikrofiber, der er et meget hurtigere alternativ i forhold til støvsugeren.
  • Tætne revner og sprækker, så de ikke samler skidt – Brug silikone til revner i baderummet, akrylfuge til mindre sprækker ved karme og langs væg- og fodpaneler, og gulvfuge til mindre revner i gulv eller mellem gulv og fodpanel.
  • Drop evt. dørtrin, så hele boligen kan moppes uden forhindringer.

 

Endvidere skal du så vidt muligt indrette de enkelte rum i boligen rengøringsvenligt som eksempelvis:

  • Soveværelset – Soveværelset er ofte et af de steder i boligen, hvor vi springer over, når det kommer til oprydning. Men man gør det meget nemmere med oprydning, hvis du har skuffer under sengen til ekstra puder eller det tøj, du ikke har plads til i skabet. Ned i skuffen med det, det tager kun to sekunder, og hvis du samtidig har et par kurve til det beskidte tøj, og en knage til dine tasker, så ligger det heller ikke og roder på gulvet. Og vupti, så skal du faktisk bare ordne din seng for at få rummet til at se rimelig ryddeligt ud.
  • Børneværelset – Alle med børn ved, at et børneværelse 99 procent af tiden ligner noget fra en krigszone. Derfor er det sjældent sjovt at rydde op efter ungerne, for de roder det ofte hurtigt til igen. Men indimellem skal det jo gøres, og her skal du gøre det nemt for dig selv. Køb en masse åbne kurve, du kan smide legeting ned i – det gør det let for dig at samle tingene fra gulvet, og holde nogenlunde orden i rummet.
  • Badeværelset – Et badeværelse skal frem for alt være praktisk, men derfor kan det også godt være flot, og det behøver ikke at være svært at holde orden derude. Sørg for, at du har gode dybe skuffer til alle dine toiletsager under håndvasken, og brug så to minutter på at rulle dine håndklæder i en pølse, hvis de skal ligge fremme. Det får dem til at se lidt mere indbydende ud og gør bare badeværelset mere lækkert.

 

3. Indfør gode rengøringsvaner i familien

Lav aftaler i familien om at få indført gode rengøringsvaner, så der slæbes mindre snavs ind, og skab et fællesskab om at holde rent. Hvis alle bliver inddraget i rengøringen, så er det meget nemmere, at alle tænker over at holde boligen pæn og ryddelig.

 

Hvor sjældent, du/familien kan nøjes med at gøre rent afhænger bl.a. af, hvor meget og hvordan du/i bruger boligen, og hvor rengøringsvenligt, som boligen bliver indrettet – samt ikke mindst hvilke hygiejnevaner I har.

 

Bliv derfor enige om, at rengøring er et fælles projekt og lav nogle grundregler. Det kan eksempelvis være:

  • Slæb ikke skidt og snavs ind i boligen.
  • Tør fødderne af på måtten.
  • Skift til indendørs sko.
  • Sæt skoene på plads på skohylde eller avis, hvis de er våde.
  • Køb evt. flere trædemåtter’ til at ligge ved indgangen – de er nemme at ryste.
  • Tør op, hvis du spilder.
  • Spis ikke ved computeren – den bliver ulækker og er svær at rengøre.
  • Vask hænder efter spisning og toiletbesøg, så du ikke slæber mad og bakterier rundt i boligen.
  • Ryd op efter dig selv – læg dine egne ting på plads efter brug.
  • Fjern dine egne krummer og fedtfingre.

 

Derudover kan I lave en arbejdsplan for alle i familien, og lade opgaverne rotere, så I ikke gør rent i tide og utide. Bliv enige om:

– Hvad er det vigtigste at få gjort rent ?
– Hvor ofte skal det gøres ?
– Hvem skal gøre det ?

 

Sammenfattende er det vigtigt at tale om rengøringen i familien, da mor og far ofte kan have forskellig syn på, hvad og hvornår der skal rengøres. Ofte ser man, at kvinder har et større “rengøringsgen” end mænd har. Derfor er det vigtigt, at den ene i husstanden ikke går rundt med en dårlig samvittighed over, at rengøringsstandarden er for lav.

Som mennesker har vi forskellige syn på rengøring, og derfor er det vigtigt, at der findes konsensus i familien og at man accepterer forskelligheden. Derfor er det vigtigt, hele familien får snak-ket om, og planlagt rengøringen i boligen på en god og konstruktiv måde, som alle i familien kan se det rimelige/fornuftige i, og bakke op omkring.

TILMELD "GODE TIPS 4 YOU" NYHEDSBREV
I agree to have my personal information transfered to MailChimp ( more information )
Modtag "Gode Tips 4 You" Nyhedsbrev ca. 1 gang om måneden, hvor du får en oversigt over nye artikler på Gode Tips 4 You. Der kommer ca. 15-20 nye artikler hver måned med spændende og brugbare tips, som kan gøre din hverdag lettere.
VI HADER SPAM. Din email vil selvfølgelig aldrig blive delt eller solgt til 3. part.
Submit your review
1
2
3
4
5
Submit
     
Cancel

Create your own review

Gode Tips 4 You
Average rating:  
 0 reviews